Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Centerafdelingen

Hvem er vi?
Med denne folder ønsker vi at byde dig og dit barn velkommen til Centerafdelingen på Vester Mariendal Skole. Vi vil her gerne præsentere vores afdeling og give jer et overordnet overblik, hvor vi gør rede for en masse praktiske informationer, så I får en bred indsigt i, i hvilken ramme jeres barn skal tilbringe en stor del af sin tid de næste mange år frem. Dernæst vil vi overordnet fortælle jer om hverdagen på skole og i DUS.
Vester Mariendal skole´s Centerafdeling er en forholdsvis nyopstartet afdeling i et nybyggeri, der er bygget til skolen og taget i brug pr. 18/11 2019.
Det nye består i den fysiske placering og de nye faciliteter, idet centret består af tre ”gamle” specialtilbud, som har været igennem en længerevarende fusionsproces. Vester Mariendal Skole´s almenafdeling har ligeledes været i gang med en gennemgribende renovering, som forventes helt færdig til uge 42 2021, hvor skolen til den tid kommer til at fremstå som en nybygget/nyrenoveret skole hele vejen igennem.

De tre afdelinger, der har fusioneret er
- Klasser med indlæringsvanskeligheder og fysiske handicaps fra Vester Mariendal Skole

- Klasser med massive indlæringsvanskeligheder generelt fra Svenstrup Skole og Løvvangskolen

- HHT-Klasser med multible funktionsnedsættelser fra Løvvangskolen (Helhedstilbuddet)

Centerafdelingen rummer i skoleåret 2021/2022 108 elever fordelt på 4 afdelinger
- Indskolingen: 28 elever

- Mellemtrinet: 29 elever

- Udskolingen: 32 elever

- Helhedstilbuddet (HHT) 20 elever
 

I Centerafdelingen arbejder vi tværfagligt mellem lærere, pædagoger og pædagogmedhjælpere. Derudover har vi ergo- og fysioterapeuter, talepædagoger, psykolog og undervisningskonsulenter fra PPR tilknyttet.
Fysioterapeuter, ergoterapeuter og talepædagogers opgaver er primært undervisningsrelateret, og de samarbejder først og fremmest med skolens øvrige personale omkring elevens muligheder og forudsætninger for at deltage i undervisningen. Dette samarbejde afspejler sig i den individuelle specialundervisning, som foregår i klassen, hvor der også afprøves diverse kompenserende hjælpemidler. Derudover laver de kortere individuelle udrednings-/træningsforløb eller forløb i små grupper samt sparer med personalet omkring specifikke problematikker.
Nogle børn er berettiget til vederlags fysioterapi. Denne varetages på skolen af privatpraktiserende fysioterapeuter.
Eleverne visiteres hertil via PPR´s visitationsudvalg, som vurderer, i hvilket undervisningstilbud, de placeres. Det er herefter op til personalet på skolen at organisere undervisningens form og indhold, således at alle trives og bliver så dygtige, som de kan. Der undervises ud fra individuelle specialpædagogiske udviklingsplaner på baggrund af Aalborg Kommunes praksisgrundlag gældende for ovennævnte specialklasserækker.

Skolestart og klassedannelser
Når jeres barn visiteres til vores skole, foregår der et stort og grundigt arbejde med at sætte sig ind i barnets sag. Med tilladelse fra forældrene modtager vi alle relevante papirer fra PPR, og både ledelse og medarbejdere i Indskolingen læser dem meget nøje igennem, hvorefter klasserne byder ind med deres overvejelser om, hvordan den enkelte kunne indgå i den flok, der er i klassen i forvejen. Herefter fordeles de nye i de klasser, vi samlet set vurderer, giver barnet de bedst mulige forudsætninger for at trives, lære og udvikle sig. 
En klasse består typisk af 5-6 elever, hvoraf der er 1-3 skolebegyndere samt elever med 1-2 år på bagen. Alt efter hvor mange skolebegyndere, vi får, sendes en nogenlunde tilsvarende flok i Mellemtrinet, og her foregår den samme grundige proces med at placere oprykkerne i den mest optimale klassekonstellation. Inden et skift har der været overleveringsmøde mellem ”det gamle” og det kommende klasseteam, der har været besøg i klassen, og overgangene foregår sædvanligvis stille og roligt med glade og forventningsfulde elever. Samme procedure foregår, når Mellemtrinets oprykkere skal i Udskolingen.
Helhedstilbuddet er 3 aldersintegrerede klasser, som har den samme stab af kendte personaler omkring sig dagen igennem, og der er således ikke et skift fra skole til DUS ligesom der heller ikke er skift imellem afdelinger igennem deres skoletid. Her forestår der naturligvis også et grundigt forarbejde, så eleverne placeres bedst muligt.
Vi har erfaring for, at dét at begynde i en klasse, hvor der er børn at spejle sig i, som har gået i klassen tidligere, giver en langt kortere tilvænningsperiode, og de nyankomne lærer hurtigt de nye rutiner, struktur og miljø at kende. Det føles trygt at færdes blandt elever, der udviser sikkerhed i at være i vante rammer. Nogle flytter sammen med tidligere klassekammerater i den nye klasse.
Selvom vi gør vores ypperste for at lave det bedste match ved skolestart, kan der være tilfælde, hvor det viser sig, at sammensætningen af elever ikke fungerer, som vi forestillede os. Vi har derfor en opfølgning i efteråret, hvor vi vurderer, som noget kan optimeres, så der kan ske rokeringer, selvom det faktisk ikke sker så ofte. I princippet kan en rokering ske på alle tider af året i alle afdelinger, da vi selvfølgelig ikke lader en klassesammensætning fortsætte, som vi ikke lykkes med at løse pædagogisk.
Ved den årlige revisitation, vurderer vi i samarbejde med PPR, om barnet er rigtigt placeret i afdelinger. Her bliver forældrene også spurgt.

 

Nedenstående beskrivelser er uddrag fra Aalborg Kommunes forældrefoldere
Specialklasser for elever med massive indlæringsvanskeligheder 
Eleverne er kendetegnet ved mental retardering af forskellige grader, ofte som følge af medfødte eller erhvervede hjerneskader, fejludvikling eller syndromer. De har som oftest svært nedsatte mentale, sproglige, motoriske og sociale evner og færdigheder. Elevernes udvikling er markant forsinket i forhold til den normale udvikling. Der er tale om en forsinkelse, som ikke vil blive indhentet. Eleven vil dog fortsat kunne udvikle sig, hvis omgivelserne indretter sig på dennes særlige forudsætninger inden for de lokale rammer.
Elevernes specialpædagogiske behov kræver en individuelt tilrettelagt tilgang, der tager sit udgangspunkt i den enkel¬te elevs behov og udviklingstrin med brug af tydelig struktur og forudsigelighed, klare regler og tydelige voksne, visu¬elle symboler, gentagelser, meningsfulde aktiviteter, tilpassede krav, konkret sprog, motorisk træning samt relevante kompenserende hjælpemidler. 
Eleven skal først og fremmest udvikle sig inden for kommunikation, almindelig daglig livsførelse, socialisering og mo¬torik. Elevens alsidige udvikling er fundament for at give eleverne skolemæssige kundskaber og færdigheder samt en løbende vedvarende dannelsesproces.


Helhedstilbuddet (HHT)
Eleverne i Helhedstilbuddet er derudover kendetegnet ved mental retardering af meget svær grad – og med multiple funktionsnedsættelser. Enkelte kan have fremadskridende sygdomme, hvor målet er at vedligeholde elevens funkti¬onsniveau.

Elevgruppens specialpædagogiske behov beskrives således:
I specialklasserne for elever med massive indlæringsvanskeligheder er der respekt for elevernes forskellige funk¬tionsniveau. Hverdagen er præget af arbejdet med gode relationer, hvor den voksne er den ansvarlige omsorgs¬fulde drivkraft, der både kan være styrende, guidende og instruerende. Dette er med til at skabe et trygt miljø, hvor eleverne kan udvikle sig fagligt, sprogligt, motorisk, socialt og personligt.
I dagligdagen tages der afsæt i en ressource-, proces- og relationsorienteret tilgang med fokus på, hvordan den enkelte elev bedst muligt understøttes og udvikles. Elevens kompetencer og potentialer er i centrum, når der sættes realiserbare mål for elevens læring, trivsel og udvikling. 
Der sættes faglige, sociale og personlige mål for den enkelte elev såvel som for grupper af elever. Målene evalu¬eres i et samarbejde med eleverne og med inddragelse af forældrene. 
Elevgruppen har meget forskelligartede og komplekse udfordringer og behov. Derfor er der behov for en diffe¬rentieret og særligt tilrettelagt undervisning på individ-, gruppe- og klasseniveau. 
Ud over de faglige, sociale og personlige mål arbejdes der med en klar struktur, så eleverne oplever forudsigelige rammer og den tryghed det medfører
Eleverne har meget forskellige og begrænsede muligheder for at opnå læring. Det er derfor vigtigt at have fokus på elevernes forskellige læringsstile. Som læringsstil har leg og bevægelse oftest en stimulerende effekt i forhold til indlæring og sociale kompetencer. Det tilstræbes at man indenfor enhver faglig, social og individuel aktivitet arbejder indenfor elevens nærmeste udviklingszone.
Den gode undervisning omhandler:
-  de gode relationer (lærer/elev, elev/elev og skole/hjem)
- klasseledelse, hvor læreren/pædagogen er ledende, instruerende og motiverende
- feedback, hvor eleven opnår viden om egen læring og udvikling
- klar struktur for læring, f.eks. faste rammer og realistiske læringsmål
- forståelse for elevernes funktionsvanskeligheder.

Helhedstilbuddet
Eleverne mødes desuden med en relationel og specialiseret tilgang, der har fokus og forståelse for alternativ støttet kommunikation, herunder øjenudpegning, turtagning, spejling af ansigstsmimik, lyde og kropslig rettethed. Der arbejdes med sansemotoriske aktiviteter, samt omsorg og pleje i et samlet skole- og fritidstilbud.

Specialklasser for elever med fysiske handicaps og indlæringsvanskeligheder? 
Specialklasserne for elever med fysiske handicaps og indlæringsvanskeligheder har en elevgruppe, der er kendetegnet ved oftest at have flere samtidige vanskeligheder inden for flere udviklingsområder, herunder fysiske handicaps og indlæringsvanskeligheder. Eleverne kan f.eks. have muskelsvind, cerebral parese, indlæringsvanskeligheder i varierende omfang og vanskeligheder i forhold til sprog og tale som grundlag for kommunikation. Elevernes specialpædagogiske behov varierer. 
Overordnet set har de behov for et systematisk og individuelt tilrettelagt undervisningsmiljø i mindre grupper. De faglige og sociale fællesskaber skal være tæt understøttet af lærere og pædagoger, forberedelse, tydelig struktur og forudsigelighed. Der er særlig bevågenhed på, at der skal være fokus på alternative kommunikationsformer, ligesom der skal arbejdes med motorik og forudsætninger for bevægelse og koordination. 
Arbejdet skal sigte mod at gøre den enkelte elev så selvstændig, kompetent og fagligt dygtig som muligt. Dette gøres blandt andet gennem arbejdet med kompenserende strategier i læring og hverdag. Eleverne skal derudover støttes i at anvende de nødvendige hjælpemidler, der er medvirkende til at øge elevens livsduelighed. 

Elevgruppens specialpædagogiske behov beskrives således
I specialklasserne for elever med fysiske handicaps og indlæringsvanskeligheder er der respekt for elevernes forskellige funktionsniveau. Hverdagen er præget af arbejdet med gode relationer, hvor den voksne er den ansvarlige omsorgsfulde drivkraft, der både kan være styrende, guidende og instruerende. Dette er med til at skabe et trygt miljø, hvor eleverne kan udvikle sig fagligt, sprogligt, motorisk, socialt og personligt.
I dagligdagen tages der afsæt i en ressource-, proces- og relationsorienteret tilgang med fokus på, hvordan den enkelte elev bedst muligt understøttes og udvikles. Elevens kompetencer og potentialer er i centrum, når der sættes realiserbare mål for elevens læring, trivsel og udvikling. 
Der sættes faglige, sociale og personlige mål for den enkelte elev såvel som for grupper af elever. Målene evalueres i et samarbejde med eleverne og med inddragelse af forældrene. 
Elevgruppen har meget forskelligartede og komplekse udfordringer og behov. Derfor er der behov for en differentieret og særligt tilrettelagt undervisning på individ-, gruppe- og klasseniveau. 
Ud over de faglige, sociale og personlige mål arbejdes der med en klar struktur, så eleverne oplever forudsigelige rammer og den tryghed det medfører.
I særlige tilfælde kan elever inkluderes i skolernes øvrige klasser/DUS, hvor dette giver mening i forhold til den enkelte elevs behov. Når et barn inkluderes, sker dette i samråd mellem forældre, skole og PPR. Der udarbejdes en logbog/handleplan, der beskriver omfang og form af inklusionen for det enkelte barn. Indsatsen evalueres løbende.
Der vil desuden ved inddragelse af PPR og efter drøftelse med forældre kunne ske skift fra en specialklassetype til en anden på skolen, hvis det vurderes hensigtsmæssigt.

Værdier
Sammenholdt med ovennævnte beskrivelse fra Aalborg Kommune danner vores overordnede pædagogiske værdier udgangspunkt for et trygt, meningsgivende og lærerigt miljø for børn og voksne i afdelingen.

Uddrag fra Centerafdelingens pædagogiske værdi- og målsætning
Centerafdelingen ved Vester Mariendal skole arbejder målrettet inden for rammerne i folkeskoleloven og Aalborg Kommunes værdi- og målsætning.
Skole og DUS danner en helhed og arbejder i samme retning for at skabe helhed og kvalitet i børnenes liv og læring
Mennesker er forskellige, og kun ved at behandle dem forskelligt – giver vi dem optimale muligheder inden for givne rammer. Børnene skal behandles forskelligt med fokus på fællesskabet.

- Alle børn bliver så dygtige som de kan

- Alle børn har en specialpædagogisk elevplan, der evalueres løbende

- Alle børn udfordres i deres nærmeste udviklingszone

- Vi tilbyder en række lærings-, aktivitets- og udfoldelsesmuligheder med individuelt tilpassede udfordringer, hvor den enkelte får mulighed for at fordybe sig, eksperimentere, afprøve sine kræfter og flytte grænser og herigennem får mod på nye udfordringer.

- Alle børn hjælpes til at respektere hinandens forskelligheder

- Alle børn udfordres både fagligt, personligt og socialt og understøttes i at blive så livsduelige som muligt

- Alle børn har en ven i skolen
Vi arbejder målrettet med at udvikle og understøtter fællesskaber. Vi har fokus på udvikling af sociale kompetencer, gode venskaber og interessefællesskaber, hvor vi arbejder målrettet for at finde og udvikle de gode match på tværs af alder og køn. Vi forstørrer og fejrer børnenes små og store sejre, så vi skaber fokus på det, der lykkes og lærer børnene at glædes på andres vegne. Vi støtter børnene i at udvikle deres sproglige kompetencer og hensigtsmæssige kommunikative redskaber. Der gives tid og rum til leg, fordi legen er det redskab, hvormed barnet lærer noget om sig selv, lærer at forstå andre og lærer at sætte sig i andres sted.

- Alle børn møder velkvalificerede og motiverede medarbejdere

- Samarbejdet imellem det pædagogiske personale sker i et ligeværdigt samarbejde med udgangspunkt i den enkelte medarbejders kompetence

- Det pædagogiske personale inddrager forældrene i et aktivt og ligeværdigt samarbejde båret af gensidig tillid og respekt

- Det pædagogiske personale samarbejder målrettet og konsultativt med PPR og øvrige kommunale ressourcepersoner for at optimere det pædagogiske arbejde med eleverne

- Det pædagogiske personale er kendetegnet ved en inkluderende kultur, hvor den fælles platform afspejles i medarbejdernes sprog og adfærd

- Alle medarbejdere har fokus på at skabe gode relationer og betydningsfulde fællesskaber, både i elevgruppen, personalegruppen og forældregruppen

- Det pædagogiske personale tilrettelægger dagen, så det enkelte barn får optimale muligheder for at lære i eget tempo- Vi tager afsæt i barnets styrkesider og interesser og skaber glæde, trivsel, tryghed og motivation gennem omsorg, accept og anerkendelse. 

- Vi fokuserer på succesoplevelser, og vi tilstræber ikke at lade os begrænse af svage sider, men søger gennem leg, kammeratskab, samarbejde og fælles oplevelser
      at bidrage positivt til barnets samlede trivsel og udvikling.

- Vi præsenterer børnene for omverdenen og naturen: Vi bringer alle sanser i spil, lader børnene mærke vejr, vind og naturen og skaber forudsætninger for at undres, begejstres, glædes, forskrækkes osv.

- Vi tilbyder et meget bredt spekter af motions-, bevægelses- og motorikaktiviteter, da vi ved, at motorisk udvikling, sundhed og gode motionsvaner hænger sammen med evnen og lysten til at lære. Fin- og grov motorisk træning gennem leg, aktiviteter og tilpasset fysiske udfordringer er derfor gennemgående aktiviteter i hverdagen.

- Det pædagogiske personale udvikler sociale fællesskaber på tværs af centerets elever og inddrager samarbejdet med almen skolen i det omfang det giver mening for børnene

Forældresamarbejde
Vi ønsker et godt og konstruktivt samarbejde med gensidig respekt og åben dialog forældre og personale imellem. Alle forældre skal føle sig velkomne i Centerafdelingen.
God kommunikation personale og forældre imellem er altafgørende i Centerafdelingsregi! Der er uendelig mange praktiske foranstaltninger, der skal fungere samtidig med at logistik, pædagogik og individuelle hensyn til børnene skal samstemmes, så børnene oplever, at der er taget hånd om dem på alle parametre. Mangelfuld eller upræcis information fører til usikkerhed og fejl, og personalets forsøg på udredning og opklaring af mangelfuld information er spild af gode personaleressourcer. 
Personalet informerer som hovedregel via beskeder i Aula. Nogle bruger IPads som supplement. I tilfælde, hvor der er ting forældre bør vide, inden barnet modtages i hjemmet, ringes forældrene op, så vi sikrer en modtagelse, der er afstemt i forhold til dagens hidtidige strabadser. Herved ønsker vi at forebygge unødige udfordringer i hjemmet sidst på dagen. 
Information, der gives til alle findes i Aula på forsiden under overblik. 
Alle forældre inviteres til 1 fælles forældremøde afdelingsvis – aug./sept.
Alle forældre tilbydes 1 årlig forældresamtale i forbindelse med revisitation, og der kan aftales yderligere samtaler efter behov. 

Daglig kontakt til skole og DUS
Husk altid at give besked i Aula eller pr. telefon, hvis der er afvigelser i forhold til den faste/oprindelige afhentningsplan fx: hvis barnet er sygt, holder en fridag, bliver hentet af andre end forældrene eller skal med en kammerat hjem. Det er ligeledes vigtigt at give besked, hvis barnet af en eller anden årsag bliver hentet tidligere end forventet, så vi undgår at barnet er taget med på tur ud af huset. Hvis barnet hentes senere end normalt, vil vi gerne have et cirka-afhentningstidspunkt, da børnene generelt har brug for et konkret pejlemærke at forholde sig til. Mangel på klar besked fører til usikkerhed, og barnet har svært ved at koncentrere sig og blive i en leg eller aktivitet.
Beskeder skal gives senest kl. 7.15, så vi har informationen fra skoledagens begyndelse. 
Vi tjekker ikke beskeder i løbet af dagen, så I skal kontakte os telefonisk, hvis der opstår behov for at give vigtig information videre efter kl. 7.15.
Det er derudover vigtigt, at beskeder og/eller information gives til jeres barns kontaktlærer/-pædagog, så vi undgår unødige, tidskrævende overleveringer de ansatte imellem, hvor vigtig information kan gå tabt, blive misforstået eller i værste fald glemt. Information som alle i afdelingen bør vide, skal skrives i barnets kontaktbog i Aula, hvor samtlige ansatte i teamet er forpligtet til at orientere sig dagligt.
På skolefri dage bliver forældre, der selv sørger for transport opfordret til at give et forholdsvis præcist svar på, hvornår I afleverer jeres barn i DUS, og hvornår barnet afhentes. Ressourcetildelingen er stram, så vi er tvunget til at gøre vores ypperste for at udnytte vore ressourcer optimalt, og de tilpasses derfor løbende de aktuelle behov i afdelingen. For børn, der kører med taxa giver tidspunkterne sig selv, idet vi modtager kørselstiderne fra kørselskontoret, så vi er klar til at modtage og aflevere ved busserne. 

Kørsel 
Taxakørsel er bevilget igennem barnets sagsbehandler, og det er forældrenes ansvar at lave aftaler med kørselskontoret eller chaufføren. Skolens og DUSsens personale har intet med disse bevillinger og aftaler at gøre, udover at fremsende links til udfyldelse af kørselssedler på skolefri dage. Alle henvendelser vedrørende kørsel skal derfor ske til kørselskontoret eller chaufføren, og det er ligeledes forældrenes opgave at afmelde taxakørsel ved barns sygdom eller hvis barnet holder fri, afhentes af andre mm - altså hvis der afviges fra den faste/oprindelige aftale. 
Afvigelser på dagen skal altid gives direkte til chaufføren
 Se i øvrigt kørselskontorets folder: http://www.e-pages.dk/aalborgkommune/2656/

 

Praktisk information
Centerafdelingens åbningstider
Vester Mariendal Skole har søgt om nedsat skoletid, som giver eleverne en kortere skoledag med en tilsvarende større bemanding på de lektioner, der er i skolen. 
Dette betyder at:
Eleverne i 0. – 3. klasse går i skole fra kl. 8.00 – 13.30. 
Mellemtrinet og Udskolingen går i skole fra kl. 8.00 – 14.00. 

DUSsen har åbent fra kl. 6.30 – 8.00 og efter skoletid – 16.30
Der er ligeledes morgenåbent kl. 6.30 – 8.00 for de børn og unge, der går i Klub 
På skolefri dage har DUSsen åbent fra 6.30 - 16.30
HHT (Helhedstilbuddet) har åbent fra 8.00 - 16.30

Der er lukkedag i skole og DUS grundlovsdag, juleaftensdag, og nytårsaftensdag. Derudover er ferielukket de to midterste uger i sommerferien.

Sygdom
Af hensyn til personalet og skolens øvrige børn, modtager vi ikke syge børn. Hvis et barn bliver sygt i skolen, kontakter vi forældrene med henblik på, at de kan komme hjem. Se i øvrigt Sundhedsstyrelsens vejledning: ”Smitsomme sygdomme hos børn”

Medicin
Vedrørende børn, der har behov for medicin i skole-/DUStiden henholder vi os til følgende:
fra ”Smitsomme sygdomme hos børn” – Vejledning for daginstitutioner, lærere og forældre side 15
”Hvis lægen har ordineret medicin, er det vigtigt at give medicinen som foreskrevet. Både dosis og tidspunkter for medicingivningen bør overholdes. Man skal fortsætte med medicinen i den 
 angivne periode, også selvom barnet synes at være blevet helt rask. Hvis barnet, efter behandlingen er påbegyndt, udvikler hududslæt eller i øvrigt får nye symptomer, bør lægen kontaktes.       
Giv ikke medicin, der ikke er ordineret af lægen. Personalet er ikke uddannet til at observere og behandle syge børn. Derfor bør medicingivning i institutionstiden begrænses mest muligt.       
Når barnet efter akut, smitsom sygdom igen kommer i institutionen, bør eventuel fortsat medicin gives på tidspunkter uden for institutionstiden. Ved kroniske sygdomme er der undertiden behov for at give medicin i løbet af dagen. Såfremt institutionspersonalet har påtaget sig at give et barn den ordinerede medicin, skal der foreligge en instruks for medicingivningen.        
I de fleste tilfælde vil der være givet tilstrækkelig instruktion om medicingivningen ved påskriften på medicinbeholderen. Beholderen skal have let læselig påskrift med oplysning om barnets navn, medicinens art og med den ordinerede dosis.   
I de tilfælde, hvor en mere grundig skriftlig instruktion om medicingivningen er nødvendig, kan institutionens ledelse anmode forældrene om en skriftlig instruktion fra lægen.         
Medicinen opbevares utilgængeligt for børn. Der bør udarbejdes et skema for det syge barn, hvor medarbejderen kan afkrydse, når medicinen gives.”
 

Kontaktoplysninger
Vester Mariendal Skoles hovednummer 99 82 47 20
Skoleleder: Jesper Hougaard Stoumann 31 90 29 90

Ledelsen i centerafdelingen
Afdelingsleder for Indskoling og DUS: Helle Krogh Knudsen 93 52 06 32
Afdelingsleder for Mellemtrinet og HHT: Hanne Kolls 31 99 40 99
Afdelingsleder for Udskolingen: Anne Østergaard Sørensen 93 52 06 30

Vester Mariendal Skoles hjemmeside: www.vmarieskole.dk

Telefonnumre i afdelingerne:
Indskolingen
Fælleskøkken for 1LB og 1LD: 93 52 06 28
Fælleskøkken for 1JA, 1JC og 1JE: 31 99 40 85
Mellemtrinet
Fælleskøkken for 2JA og 2JB: 93 52 06 25 
Fælleskøkken for 2JC, 2LD og 2JE: 93 52 06 36
Udskolingen
Fælleskøkken for 3JA og 3LB: 93 52 06 34
Fælleskøkken for 3JC, 3JD og 3LE: 93 52 06 35

HHT (Helhedstilbuddet) 
1H og 3H: 31 99 40 89
2H: 31 99 40 88

DUS og MorgenDUS: 31 99 40 80
Til elev sygemeldinger (kun sms´er) 93 52 06 20